I øjeblikket fungerer krydset på Gladsaxe Ringvej som en oval rundkørsel i forbindelse med vej- og anlægsarbejdet i området.
Letbanearbejdet ved Dynamovej, Batterivej og Gladsaxe Ringvej går ind i en ny fase, da de er nået til ombygningen af midten i krydset. Arbejdet forventes at vare ca. ni uger.
Når midten af krydset er blevet afspærret, vil krydset komme til at fungere som en lang oval rundkørsel med vendepunkter ved
henholdsvis Sydmarken og lige før motorvejsbroen.
Arbejdet bliver som udgangspunkt udført på hverdage kl. 7-22.
Adgangsforhold for bilister:
Når de går i gang med arbejdet og rundkørslen er etableret, er det ikke muligt at svinge til venstre i krydset samt køre mellem Dynamovej og Batterivej. Der vil være følgende adgangsveje til og fra Dynamovej/Batterivej ved Gladsaxe Ringvej:
Adgangsforhold ved Dynamovej:
- Fra Dynamovej til Buddinge: Hvis du skal fra Dynamovej til Buddinge, kan du fortsat dreje højre ud til Gladsaxe Ringvej.
- Til Dynamovej fra Buddinge: Her skal du fortsætte ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt lige før Motorring 3.
- Fra Dynamovej til Herlev: Her skal du dreje til højre ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt ved Sydmarken og køre tilbage ad Gladsaxe Ringvej.
- Til Dynamovej fra Herlev: Hvis du skal til Dynamovej fra Herlev, kan du fortsat dreje højre ind fra Gladsaxe Ringvej.
Adgangsforhold ved Batterivej:
- Fra Batterivej til Buddinge: Her skal du dreje til højre ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt lige før Motorring 3.
- Til Batterivej fra Buddinge: Hvis du skal til Batterivej fra Buddinge, kan du fortsat dreje højre ind fra Gladsaxe Ringvej.
- Fra Batterivej til Herlev: Hvis du skal fra Batterivej til Herlev, kan du fortsat dreje højre ud til Gladsaxe Ringvej.
- Til Batterivej fra Herlev: Her skal du fortsætte ad Gladsaxe Ringvej og benytte det midlertidige vendepunkt ved Sydmarken.
For cyklister og fodgængere vil der blive etableret en midlertidig overgang over Gladsaxe Ringvej, så de kan komme mellem Dynamovej og Batterivej.
Vil du vide mere?
På deres hjemmeside, dinletbane.dk/trafik, har de samlet
overblikket over, hvor du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation – uanset om du er gående, cyklist, bilist eller rejser med kollektiv transport.